 |
|
|
|
|
|
I midten af 1880’erne var aluminium et halvædelmetal, mere sjældent end sølv. Total produktion i USA i 1884 var 125 pund.
På Oberlin College i Ohio, USA, viste professor Frank Jewett sine kemistuderende et lille stykke aluminium og fortalte dem, at den, som kunne lave dette metal på en økonomisk måde ville blive rig.
Én af disse studerende, Charles Martin Hall, havde eksperimenteret med mineraler, siden han var 12 år gammel og havde lavet et lille skur i baghaven om til et ubearbejdet laboratorium.
Da han graduerede, fortsatte han sine eksperimenter i skuret. Han lærte, hvordan man laver aluminiumoxid – alumina – og han formede sit eget kulsmeltedigel med et kyrolitbad, som indeholdt alumina og førte en elektrisk strømning gennem det.
En historisk første gang
Resultatet var en stivnet masse, som han lod afkøle, hvorefter han splintrede det ad med en hammer. Og der var adskillige små kugler ren aluminium.
Det var en bemærkelsesværdig opdagelse. Men Hall havde brug for penge for at drive det videre. Han fandt økonomisk støtte i den nærliggende Pittsburgh – en gruppe på seks industrimænd med Alfred E. Hunt som hovedmand.
Disse vovehalse dannede Pittsburgh Reduction Company og byggede et lille produktionsanlæg i det, som nu er Pittsburgh's Strip District. Thanksgiving dag, 1888, producerede Hall og hans første medarbejder, Arthur Vining Davis, det første kommercielle aluminium ved hjælp af Halls teknologi.
Metal uden et marked
Snart begyndte støbeblokkene at hobe sig op, men hvor var kunderne? Fabrikanterne tøvede med at bruge et ubekendt metal. For at vise vej begyndte Davis at lave nogle få fabrikerede produkter, og han startede med en tekedel af aluminium.
I mellemtiden blev Hall ved med at forbedre sin proces og udvikle legeringer. Han formåede at reducere prisen på aluminiumstøbeblok fra $4.86 pr. pund i 1888 til 78 cents i 1893.
Forretningen voksede, og snart inkluderede aluminiumprodukter køkkenredskaber, alufolie, elektrisk ledning og kabel, karosserier og dele af motoren, som blev brugt i brødrene Wrights første flyvetur ved Kitty Hawk.
Tid til et nyt navn
I 1907 inkluderede firmaet bauxitminer i Arkansas, et rensningsanlæg i Illinois og tre aluminiumsmeltedigler i New York og Canada. Ejerne ændrede firmaets navn til noget mere passende – Aluminum Company of America. Senere, efterhånden som firmaet blev mere og mere globalt, blev dette ændret til Alcoa Inc.
Sidst i 1930 kostede et pund aluminium 20 cents, og firmaet stod for mere end 2.000 anvendelser af sine produkter.
Så kom 2. verdenskrig. Behovet for aluminium blev fordoblet og ligeså blev Alcoas produktion. Men meget af den nye kapacitet blev finansieret af regeringen og efter krigen blev disse fabrikker solgt til konkurrerende firmaer.
Strategier til ændring
I nyere tid er industrien vokset dramatisk. Efterhånden som konkurrencen blev hårdere, svarede Alcoa igen ved at udvide sit teknologiske grundlag, forbedre processer, sænke omkostninger, udvide produktområder, markeder og global drift og udvikle et uovertruffent verdensomspændende grundlag i naturlige ressourcer.
I årene op til århundredeskiftet udvidede Alcoa sin globale tilstedeværelse betragteligt gennem intern vækst, verdensomspændende partnerskaber og store nyerhvervelser i Europa og USA.
Aluminium er blevet det foretrukne materiale til passende indpakning til en ny generation af luftfartøjer og biler og til tusindvis af moderne produkter, som nu kan laves stærkere, mere sikre, lettere, mere energivenlige og lettere at anvende til genbrug.
Alt er ændret, undtagen dette: Fra den første dag til nu er Alcoa forblevet en af verdens førende aluminiumsproducenter.
|
|
|
|
|
|
